1. Giv barnet mulighed for at dyrke sine passioner, anerkend indsatsen og giv det mest mulig tid til fordybelse.
Når det indadvendte og sensitive barn har mulighed for at gå fuldt og helt ind i et område, vil det udfolde sin styrke. Det kan føle sig i sit es og virkelig udmærke sig på de områder, som det går op i. De positive oplevelser giver det indadvendte og sensitive barn selvværd og energi til at trives og stå ved sig selv i de krævende situationer, som f.eks. kræver social multitasking.
2. Hvis barnet er meget stille og tilbageholdende, er træning i sociale færdigheder guld værd
Nogle indadvendte og sensitive børn begynder at tænke om sig selv, at de er "intetsigende", fordi de ikke siger så meget - lad ikke barnet holde fast i den opfattelse. Så længe barnet føler, at det bliver hørt og respekteret af dem, der står det nært og kender dem i hverdagen, behøver det ikke at give problemer og ramme barnets selvværd, at det foretrækker at holde sig tilbage. Men hvis det bliver afvist socialt af andre børn eller undervurderet fagligt af en lærer, har barnet brug for hjælp til at bryde den onde cirkel: hvad skal det sige og gøre, når det går hen til en gruppe børn? Hvordan kan det forberede sig på at sige noget mere i et bestemt fag? Gennem rollespil, leg og samtale kan nærtstående voksne give barnet nogle sociale færdigheder, som hjælper barnet til at "bryde isen" og føle sig mindre fortabt og overvældet, når det skal deltage. Lærere og pædagoger kan arbejde aktivt med at bryde fastlåste roller i børnegruppen og skabe strukturer, som gør det muligt for alle at tale.
3. Lær det indadvendte og sensitive barn at få ro i kroppen igen efter en udadvendt udfordring
Ofte kan barnet have svært ved at spise og sove, hvis der har været mange sociale indtryk. Nogle gange har barnet også svært ved at mærke, om det skal på toilettet, om det fryser eller har det for varmt. Det er billedligt talt gået "ud af kroppen", fordi der har været for meget stimulation. Lav en liste over de aktiviteter, som beroliger barnet og støt barnet i gøre de ting, som giver ro: f.eks. at læse, tegne, lege bestemt lege, tage fodbad, lave fysiske øvelser eller åndedrætsøvelser. Lær barnet konkrete strategier, der tager højde for problemet med at mærke kroppen: f.eks. at spise lidt på forhånd inden familien skal på restaurant/til fest eller at forberede sig på at spise lidt mere bagefter. Tal med barnet om, at det er normalt, at kroppen bliver spændt op, og at det skal vænne sig til at få en god følelse i kroppen tilbage igen.